1/6/2017

De bedste overspringshandlinger til din læseferie

Skrevet af:
Caroline Sølver

Endnu en gang siger kalenderen ”EKSAMEN” for samtlige studerende landet over. Nogle er heldige, at de nøjes med en eksamen, hos andre (undertegnede) står den på ikke mindre end seks eksaminer. Derudover er der også gevaldig forskel på, hvor meget tid og energi forskellige studerende bruger på at læse op, terpe og forberede sig. I min omgangskreds findes der mange, der læser medicin og jura, og det er tydeligt, at eksamenslæsning er mere krævende for dem, end de er for mig på kommunikations- og marketingstudiet på CBS. Nok om det. Det vi alle har tilfælles, er, at når den står på eksamenslæsning, så står den selvfølgelig også på overspringshandlinger. Derfor bringer jeg i dette indlæg fire perfekte overspringshandlinger, som selvfølgelig er meget federe at bruge tiden på i stedet for at læse op. Og hvem ved – måske de i sidste ende kan gøre dig mere produktiv. Og nej, overspringshandlingerne indeholder ikke et punkt, der hedder bingewatch diverse TV-serier på Netflix. Det er bare en dårlig ide lige meget hvad ;)

 

Ryd op: det er meget sjovere at læse og nemmere at koncentrere sig, hvis ens lejlighed eller værelse er pænt og rydeligt. Så er der ingen (eller i hvert fald færre!) forstyrrelser, fordi du ikke sidder i dit køkken og skal til at læse og pludselig lægger mærke til opvasken, der bare irriterer dig helt vildt, og det så ender med, at du rejser dig op og tager den. En perfekt overspringshandling der måske i sidste ende vil gøre dig mere produktiv. Ryd op i dit tøjskab, i din rodeskuffe, i dine papirer, i dit køkken. Listen er lang hvilket er lig med en masse perfekte overspringshandlinger.

 

Hop i bølgen blå: er der noget værre end at være låst fast inden for med eksamenslæsning, når din iPhone fortæller dig, at det er 25 grader, og du kigger længselsfuldt ud af vinduet og ser, at solen skinner? Næppe. Det gør dig ikke mere produktiv, at du sidder inden for og kæmper med koncentrationen, når du mest af alt hellere vil være uden for. Derfor skal du hoppe i badetøjet, sætte dig op på din cykel og køre til det nærmeste spot, der tillader dig at hoppe i bølgen på. Tag en pause, nyd vejret og vend tilbage til din læsning i bedre humør og med fornyet energi.

 

Bevæg dig: Vejret er dårligt, du føler dig ensom, isoleret, uduelig og koncentration er en by i Rusland. Vi har vist alle sammen været der. Det er en rigtig dårlig følelse, og mest af alt betyder det også, at eksamenslæsning er næsten umuligt, og motivationen er meget svær at finde. Det nytter ikke noget! Giv dig selv en pause og gå en lang tur, løb en lang tur, tag i fitness hvis du er medlem og træn. Et eller andet der får din puls op, og giver dig lov til at tænke på noget andet. Du vil se, at er en mirakelkur til meget hurtigt at gøre dig mere fokuseret og glad.

 

Lav korte aftaler med dine venner: Jævnfør ovenstående punkt – man kan meget hurtigt føle sig isoleret, hvis man sidder alene mange dage i træk og prøver at læse. Det ender sjældent ud i noget særlig positivt. Der er altså vigtigt at forlade lejligheden og se nogle venner eller bekendte. Og nej, det behøver ikke være noget, du bruger en hel dag eller en hel aften på. Det kan godt bare være et lille afbræk, hvor du møder din ven en times tid og drikker en kop kaffe eller går en tur. Det vil komme dig til gode i sidste ende.

 

Og med de tips i ærmet håber jeg, at I får en god eksamensperiode!

 

Caroline Sølver

Selvom jeg er født og opvokset på Østerbro i København, er jeg på en måde også ny i byen. I sommer 2016 vendte jeg tilbage til København efter tre år i Berlin for at starte på Copenhagen Business School. Der sker meget i en hovedstad i rivende udvikling på tre år. Jeg er tilmed flyttet fra Østerbro til Vesterbro, hvor jeg har fået en fed, lille lejlighed. Jeg har også taget min kæreste fra New York med til København. Med ham er jeg nu igang med at genfinde min hjemby, og det vil jeg tage jer med til i mine indlæg her på Nyibyen.

Når jeg ikke blogger her eller studerer, har jeg gang i andre projekter såsom at skrive bøger og tekster og min egen personlige blog www.silverstories.dk