20/3/2017

Fattigrøvsguiden: det skal du give dine venner og familie i gave, når du ikke har nogen penge

Skrevet af:
Caroline Sølver

Sandsynligheden for, at du er på røven i forhold til, hvor mange penge, der står på din bankkonto, og at din bankrådgiver ikke er din bedste ven, er ret høj, hvis du er studerende og bor i København. Dog er dette ingen undskyldning for at dukke tomhændet op, når du bliver inviteret til fødselsdag hos dine venner og familie. Det kan dog blive en dyr affære at købe gode gaver, men det behøver det slet ikke at være.

Jeg giver i dag seks gode ideer til, hvad du skal give i gave. Gaveideerne stiller ikke krav til en god økonomi, de stiller dog krav til at du finder din kreativitet. Det er tanken der tæller, og der er ingen tvivl om, at især din familie vil være henrykte over at få fine, anvendelige og ikke mindst hjemmelavede gaver.

Hjemmestrikkede karklude: men jeg kan ikke strikke – siger du måske. Personligt lærte jeg at strikke på ti minutter. Det kræver selvfølgelig, at du kender en der kan strikke, men networking er din ven. Inden du ved det, er du i gang med at strikke karklude til hele omgangskredsen. At strikke er også en fantastisk måde at lave noget produktivt, mens du ser fjernsyn. Så behøver du ikke have dårlig samvittighed over at bruge en hel dag på bingewatching af Netflixs’ nyeste skud på stammen, hvis du bare strikker imens. Samtidig er de hjemmestrikkede karklude gode for miljøet, fordi de klassiske karklude indeholder mikroplastik, der ødelægger naturen og vores omgivelser.  

 

Et bogmærke: den her er en no-brainer og samtidig opfordrer du modtageren af gaven til at læse mere. Af sted i Søstrene Grene og ekviper dig med uldkugler, silkebånd, nål og tråd, og på mindre end fem minutter kan du sy uldkuglen fast på silkebåndet, og du har et fint, kreativt og anderledes bogmærke. Er du ikke til nål og tråd, kan du købe papirmærkater og binde silkebånd i og måske skrive en lille hilsen på dem.

 

Lækkert glas med tørvarer, dressing eller juice: et glas, nødder, chiafrø, hjemmelavet dressing eller friskpresset juice, og så et fint bånd bundet rundt om glasset og du har en sød gave. Så nemt kan det gøres. Vil du gøre det endnu mere avanceret, kan du også købe et større glas og blande ingredienser til en kage, der placeres i lag i glasset. Om glasset hænger du så en kopi af opskriften på kagen, så modtageren af gaven har alle ingredienser til at bage selv.

 

Smørkager: Den her opskrift har jeg nævnt før (link til mit indlæg om ting man skal lave i februar), og den er stadig en sikker vinder. Kagerne smager fantastisk, kræver kun at du blander smør, mel og flormelis, og så skal de bare pakkes fint ind. Du har så en lækker gave, for hvem elsker ikke småkager?

 

Konservesdåse med krydderurter: her er en win win– med alt det pasta med tomatsovs du spiser, skal du fremover gemme dåserne fra de flåede tomater. Du lægger dåserne i vamt vand, så mærkatet ryger af dem. Så planter du krydderurter i dem, og her har du en fin gave. Tag den til niveauet over: har du en dymo-maskine, skal du skrive et mærkat og sætte på dåsen med navnet på de krydderurter, som dåsen indeholder. Den der er så heldig at få krydderurten i gave kan så fremover spice deres egen pasta med tomatsovs op med friske krydderurter. En oplagt ide at putte i dåsen er basilikum.

 

Gavepose med godter: er dit kreativitetsniveau ikke til nogle af ovenstående gaveideer, så er mit bedste forslag, at du cykler en tur til Tiger, Søstrene Grene eller Normal og blander en gavepose med fine, søde og sjove sager. Har du en veninde, der er vild med lyserød, så bland en pose kun med lyserøde ting. Har du en ven, der er vild med brætspil, så har Tiger et stort udvalg på den front, og ønsker din mor sig make-up og skønhedsprodukter, så er Normal din ven.

Caroline Sølver

Selvom jeg er født og opvokset på Østerbro i København, er jeg på en måde også ny i byen. I sommer 2016 vendte jeg tilbage til København efter tre år i Berlin for at starte på Copenhagen Business School. Der sker meget i en hovedstad i rivende udvikling på tre år. Jeg er tilmed flyttet fra Østerbro til Vesterbro, hvor jeg har fået en fed, lille lejlighed. Jeg har også taget min kæreste fra New York med til København. Med ham er jeg nu igang med at genfinde min hjemby, og det vil jeg tage jer med til i mine indlæg her på Nyibyen.

Når jeg ikke blogger her eller studerer, har jeg gang i andre projekter såsom at skrive bøger og tekster og min egen personlige blog www.silverstories.dk