1/7/2017

Guide: Det skal du lave i juli

Skrevet af:
Thit Lund

Nøj, hvor er sommerferien tæt på! I hvert fald for mit vedkommende, men jeg tænker, at den også snart banker på hos de fleste af jer? Og med sommerferie følger ditto afslapning, ferie og ekstra overskud på alle konti. Og det er rart. Selv holder jeg studiefri helt indtil starten af september og har kun en enkelt uge udenlands, så jeg skal nyde den danske sommer med alt, hvad der tilhører.

Selvom de fleste holder sommerferie i juli, står byen altså ikke stille, og der er mere end rigeligt at tage sig til, hvis man er på disse kanter. Læs bare med:

 

9. juli: Marked i parken

Marked i Parken er et relativt nyt men virkelig fedt koncept. Det er et udendørs arrangement, hvor der er omkring 100 loppeboder, små stande med kaffe og andet godt og ikke mindst mad fra Kødbyens Mad & Marked. Læs mere her.

 

21-23. juli: Zulu sommerbio

Zulu sommerbio er en klassiker, og hvis det er godt vejr, er der sort af mennesker. Som sædvanligt foregår det i Botanisk Have, og i år viser de tre forskellige film over tre aftener. Husk tæppe, snacks og varm kaffe. Læs mere her.

 

22. juli: Grøn Koncert Sommer er festivalsæson, og traditionen tro er der Grøn Koncert i Aarhus. Jeg har været afsted en del år og elsker, hvordan byen summer af festivalstemning. Der er stadig billetter. Læs mere her.

 

29. juli: Stella Polaris Og når vi snakker om koncerter og festival, skal Stella Polaris selvfølgelig også nævnes. Jeg har desværre aldrig selv været til det (jeg er vist altid i udlandet på det tidspunkt), men folk valfarter til Botanisk Have, når den elektroniske musik strømmer ud af højtalerne. Læs mere her.

 

Nyd byen Ellers kan jeg kun opfordre jer til at nyde byen. Der er altid en hel speciel stemning i juli og august, hvor mange studerende er hjemme eller på ferie udlands. Alting går lidt langsommere, og der er ekstra mange, der nyder en is fra byens isbutikker. Selv er mit yndlingsspot i solen foran Mammis Gelato i Rosensgade. Rigtig god sommerferie!

Thit Lund

Jeg hedder Thit og er aarhusianer med kæmpe A. Jeg har altid boet i Aarhus og kender den som min egen baglomme. Alligevel er jeg på en evig jagt efter byens små perler, som jeg med glæde deler og dokumenterer på min blog thitlund.dk

Jeg har min daglige gang i ø-gaderne og kan ikke forestille mig, at jeg skal bo andre steder end her i byens smørhul. Aarhus vokser nemlig på mig, og selvom jeg har boet her i 23 år, bliver byen ved med at imponere og inspirere.

Når jeg ikke snuser rundt med mit kamera eller går tur med min bomuldshund Albert, læser jeg kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.