6/3/2017

Min flytning til København..

Skrevet af:
Caroline Sølver

Det kan diskuteres, om jeg rent faktisk er ny i byen eller ej. Sandheden er, at jeg blev født på Rigshospitalet en standard efterårsdag i oktober for nogle og tyve år siden. Her blev jeg de næste 18 år. Altså, ikke på Rigshospitalet, men på Østerbro. Min barndom og hverdag foregik rundt omkring i København. Først i folkeskolen, Sankt Annæ Gymnasium i Valby, sidenhen på Christianshavns Gymnasium. Mine venner boede derfor overalt i København, og på den måde lærte jeg mange af byens kroge, hjørner og områder at kende. 

En måned efter at jeg fik min studenterhue på hovedet, sagde jeg farvel og tak til København og udskiftede min hjemstavn med en ny af slagsen. Sydpå mod Berlin. Her ville jeg bruge mine sabbatår. Jeg ville lære tysk, feste i byen, der er verdenskendt for netop dette, stå på egne ben og alt det, der ellers hører med til at holde sabbatår. 

Nu skal denne historie ikke handle om Berlin, men om København. Lang historie kort, vendte jeg i slut august 2016 tilbage til København efter tre år i Berlin. Jeg havde taget en (meget voksen, synes jeg selv) beslutning om, at nu var jeg 21 år, og altså nødt til at komme videre i livet og få mig en uddannelse. Jeg var i den anledning blevet optaget på CBS med start omtrent samme tid, som jeg flyttede hjem. 

Det hele var meget fint. Jeg glædede mig til at komme tilbage til København, og jeg var meget spændt på, om det ville være en dejlig oplevelse for mig at være tilbage, om det ville være mærkeligt, eller om jeg ville være dybt ulykkelig og savne Berlin helt vildt. I det store hele var jeg ret klar på, at jeg nu skulle starte et nyt kapitel i mit liv. Det var mit eget valg. Jeg håbede bare på, at det ville gå godt. Der var dog lige to ting i hele flytningen, som gjorde flytningen rimelig problematisk.

1.  Min kæreste fra New York, som jeg havde boet med i Berlin, skulle med mig til København. 

2.  Vi havde ikke noget sted at bo. Eller det havde vi jo. Vi måtte godt være hos mine forældre i mit barndomshjem, huset på Østerbro. 

Nummer 1 var ikke det største problem, i og med, at min kæreste tager sådan noget som en flytning til et nyt land i stiv arm. Nummer to var heller ikke det værste. Mine forældre er heldigvis et meget godt og large sæt af slagsen, men lad os lige være real her. Hvem synes, det er sjovt at skulle flytte hjem til sine forældre, med sin kæreste, efter tre år i sin egen, fede lejlighed i Berlin? 

Det var svært for mig, hvad jeg skulle forvente, og hvordan det ville være for mig at være tilbage i København. Hvor meget ville jeg se mine gamle venner? Hvordan ville det gå for mit forhold, og hvad ville min kæreste synes om København? Ville jeg savne Berlin for meget? Ville jeg nogensinde finde en lejlighed? 

Det skulle vise sig at blive let som en leg at være tilbage i København, ny i byen, på nogle måder. På andre måder var jeg på dybt vand. I forhold til venskaber og familie, var alt som det plejede, og det var som om, at jeg aldrig havde været væk fra København. Solen skinnede, København viste sig fra sin absolut bedste side, og selv min kæreste kunne se det fede ved byen. Vi brugte dagene, inden jeg startede på universitet, på at cykle byen tynd, møde venner, hoppe i vandet, grille pølser, få danske mobilnumre. Jeg fik tilmed downloadet MobilePay - en app, der inden dette havde været en saga blot for mig. Sådan nogle apps findes nemlig ikke i Tyskland. Det - og det at man kunne betale med sit kort i butikker, og så endda uden kode, var en hel ny verden for mig.

Vi blev installeret på et værelse hos mine forældre. Det lignede lort - vi var vant til at have 65 kvadratmeter og fylde på. Det var nu blevet til godt 12 kvadratmeter. Det giver sig selv, at der var mere end bare rodet, hvad end vi gjorde. Jeg havde ikke taget hele boligsituationen i København så slemt, for jeg tænkte bare, at vi vel måtte finde et eller andet, når vi først kom til København. 

Virkeligheden var dog lidt anderledes. Jeg sad dagligt og søgte på alle tænkelige bolig-hjemmesider og -grupper, skrev mig på ventelister her og der, ringede op, gik hele mit netværk igennem for råd og tips og betalte dyre domme for at få adgang til forskellige bolig-sider. Der var ingen lejlighed til os. Vi havde faktisk et pænt budget til månedlig husleje, men de sindssygt dyre lejelejligheder, der var til leje, fik vi aldrig svar fra. 

Dagene gik, og de blev til uger, der blev til måneder. Vi boede stadig hos mine forældre, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde at alt var fryd og gammen derhjemme. Nogle dage gik bølgerne højt, men jeg kan røbe, at vi allesammen stadig er gode venner den dag i dag. 

I oktober tilsmilede lykken mig. Det er en meget sjov historie, som jeg vil dele i mit næste indlæg på Nyibyen. Der vil jeg også give nogle tips til boligsøgningen i København. 

Caroline Sølver

Selvom jeg er født og opvokset på Østerbro i København, er jeg på en måde også ny i byen. I sommer 2016 vendte jeg tilbage til København efter tre år i Berlin for at starte på Copenhagen Business School. Der sker meget i en hovedstad i rivende udvikling på tre år. Jeg er tilmed flyttet fra Østerbro til Vesterbro, hvor jeg har fået en fed, lille lejlighed. Jeg har også taget min kæreste fra New York med til København. Med ham er jeg nu igang med at genfinde min hjemby, og det vil jeg tage jer med til i mine indlæg her på Nyibyen.

Når jeg ikke blogger her eller studerer, har jeg gang i andre projekter såsom at skrive bøger og tekster og min egen personlige blog www.silverstories.dk