23/5/2017

Sådan overlever du en cykeltur i København

Skrevet af:
Caroline Sølver

Fordi jeg er født og opvokset i København, svarer det til, at jeg næsten er født med at kunne cykle. Jeg lærte at cykle i Svanemøllehavnen som femårig. Det var min far, mig selv, en cykel og så et kosteskaft, der gjorde, at min far kunne holde fast i cyklen og guide mig, indtil jeg kunne selv. Kort sagt, har jeg altid cyklet. Det er uden tvivl den hurtigste, billigste og sundeste måde at komme rundt i København, hvor de færreste afstande er længere væk end en tyve minutters cykeltur.

 

Da jeg flyttede til Berlin, skulle jeg selvfølgelig have min cykel med. Mange sagde til mig, ”jamen, Berlin er jo ikke nogen cykelby?”, og jeg svarede blankt, at hvis jeg ikke skulle cykle rundt i byen, hvad skulle jeg så? Tre år på cykel i Berlin fortryder jeg ikke. Min ven spurgte mig en gang, om jeg vidste, hvad der befandt sig mellem Alexanderplatz og Potsdamerplatz. Han kørte ruten i U-bahn to gange om dagen, men havde aldrig set turen ”oppefra”. Det er en anden fordel ved at cykle. Man lærer sin by at kende på en helt anden måde, end hvis man sætter sig ind i en bil, bus, tog eller metro. Det kunne til tider være svært at cykle i Berlin, da cykelstier er en mangelvare. Selv på de gader, hvor der var op til seks kørebaner, var der ikke nogen cykelsti. Man gjorde altså klogt i at holde tungen lige i munden og få øjenkontakt med bilisten, hvis man ville gøre opmærksom på, at man altså cyklede ved siden af dem.

 

Da jeg så flyttede tilbage til København, var der gået tre år siden, jeg havde cyklet i byen. Jeg havde vænnet mig til at navigere mellem biler og motorcykler og næsten glemt, hvordan man navigerede mellem andre cyklister. Jeg cyklede dagligt hele vejen langs Jagtvej fra Østerbro til Frederiksberg for at komme i skole. I myldretiden. Har du cyklet på Jagtvej i myldretiden, ved du, hvad jeg taler om.

 

Cykelstien er smal, og der er rigtig mange, der vil i skole og på arbejde til tiden, og de skyr ingen midler. De overhæler og kører egentlig fuldstændig vanvittigt. Det kan blive farligt. Hvis det så kombineres med en Christiania-cykel, der fylder hele cykelstien, en vred cyklist, rødt lys og fodgængere, så har vi balladen. Der bliver kastet med diverse skældsord, og ens humør er ødelagt fra morgenstunden.

 

Man kan fristes til at sige ”slap dog af”, men en anden side af mig forstår også godt dem, der maser sig af sted og skal overhale alt og alle. Jeg er nemlig selv en af dem. Det er som om, at når jeg sætter mig op på cyklen, er der noget i mig, der siger, at jeg for alt i verden skal cykle så hurtigt, jeg kan. Jeg overhaler, når der er plads, selv hvis pladsen er trang. Jeg cykler til tider over for rødt og gør alt i min magt for at ligge forrest i cykel-feltet. Den ellers rimelige rationelle del af mig tænker dagligt, at jeg sgu burde skaffe mig en cykelhjelm og stoppe med at overhale og alt det andet farlige, jeg udsætter mig selv for på cykelstien hver dag. Vi skal jo passe på os selv og på hinanden. Det mener de fleste nok, men så snart de træder i pedalerne på en cykel, er det helt anderledes.

 

Jeg vil, sjovt nok, sige at selvom Berlin ikke er en cykelby, så følte jeg mig langt mere tryg på min cykel der, end i København. Især Gammel Kongevej og Jagtvej er i top fem over farlige, dumme cykelgader i København. Min jyske veninde fra studiet har tilmed udtalt, at hun var decideret bange for at cykle i København, da hun først flyttede her til og virkelig har måtte lære, hvordan man cykler i byen. Der er, 7-9-13, ikke sket mig noget på cykel i København endnu, selvom jeg dagligt cykler langs begge af de to værste veje. Jeg tager hatten af for de af mine venner og bekendte, der allerede har anskaffet sig en cykelhjelm og bruger den – for ja, der er også dem, der har købt en cykelhjelm, men ikke helt har formået at tage den i brug endnu… I mellemtiden spørger jeg så mig selv, hvad der mon skal til for, at jeg selv begynder at bruge cykelhjelm…

 

Og inden da, vil jeg så dele et par tips, hvis du gerne vil overleve en cykeltur i København.

 

Cykelhjem – nej, det er hverken pinligt eller grimt at køre med cykelhjelm. Det eneste minus er, at den er upraktisk at slæbe rundt på.

 

Signaler – hvis du vil holde dig gode venner med resten af cyklisterne, så må du under ingen omstændigheder glemme at løfte din hånd for stop, tage højre arm ud til siden hvis du drejer til højre og lige så med venstre.

 

Kør ind til siden og kig dig for. Hold for guds skyld altid så meget til højre, som muligt og kør kun til venstre hvis det er for at overhale. Husk altid at kig tilbage inden du overhaler!

 

Anskaf dig en ringeklokke – hvis du ikke allerede har en. Når nu de to veninder insisterer på at cykle ved siden af hinanden, så de kan diskutere weekendens eskapader, så er de nu engang federe at kunne få deres opmærksomhed ved hjælp af et pling med klokken fremfor at skulle råbe af dem.

 

Smil og tal ordentligt – jeg er både blevet kaldt de værste gloser, råbt af og slået på cykelstien. Nogle bliver til de værste monstre, så snart de er på en cykel. Lad os lige alle sammen tale ordentligt til hinanden og være glade. ”Vold er ikke løsningen”, haha!

 

Ydermere - Københavns Kommune, hvor bliver cyklist-kurserne så af? Der er mange, der godt kunne have brug for dem (host – turister på bycykler – host!). Stay safe på cykelstien!

Caroline Sølver

Selvom jeg er født og opvokset på Østerbro i København, er jeg på en måde også ny i byen. I sommer 2016 vendte jeg tilbage til København efter tre år i Berlin for at starte på Copenhagen Business School. Der sker meget i en hovedstad i rivende udvikling på tre år. Jeg er tilmed flyttet fra Østerbro til Vesterbro, hvor jeg har fået en fed, lille lejlighed. Jeg har også taget min kæreste fra New York med til København. Med ham er jeg nu igang med at genfinde min hjemby, og det vil jeg tage jer med til i mine indlæg her på Nyibyen.

Når jeg ikke blogger her eller studerer, har jeg gang i andre projekter såsom at skrive bøger og tekster og min egen personlige blog www.silverstories.dk